Nu var jeg endelig klar til mit første egentlige møde med AUH´s kræftafdeling. Sammen med min
kone Bente fik jeg en klar og tydelig besked på, hvad der nu ventede mig. Behandlingen ville bestå
34 gange stråler og 5 – 6 gange kemoterapi. Og den skulle igang med det samme.

Mængden af informationer var overvældende. Jeg skulle dels tage stilling til, om jeg ville være med i
diverse forskningsprojekter, – d.v.s. indtage forskellige ekstra piller, – dels tage stilling til forskellige
behandlingsmetoder. Valget stod imellem røntgenstråler og protonbehandling på Dansk center for
Partikelterapi. Et svært valg når man er voldsomt følelsesmæssigt berørt og ikke aner, hvad der venter.

I slutningen af samtalen fik jeg dog et større chok. “Du skal lige forbi tandlægen” sagde kræftlægen, for vi skal tjekke, om dine tænder kan holde til behandlingen, – eller de skal trækkes ud. Den besked havde jeg svært ved at kapere. Heldigvis kunne tandlægen konstatere, at mit tandsæt var i orden, – så jeg kunne ånde lettet op. Så var vi klar til at tage hjem,- men nej – ikke endnu.

Nu skulle jeg forbi røntgenstråleafdelingen og have lavet den maske, som jeg skulle have på alle de 34 gange jeg skulle have røntgenstråler. 2 venlige mandlige medarbejdere bad mig lægge mig på en briks, hvorefter de lagde en stor våd og varm plasticmasse over mit ansigt, – som så skulle blive liggende i 10 minutter.

Hvis ikke jeg kunne have holdt min rolige kone Bente i hånden i den tid, ville jeg nok have tabt besindelsen.

Herefter kunne vi endelig tage hjem…