Da jeg ikke tidligere har fejlet noget alvorligt, og iøvrigt ikke lider af andre kendte sygdomme kunne jeg ikke få en MR-scanning af mit hovede på det offentliges regning. Jeg besluttede derfor selv at betale kr. 6350,- for en MR-scanning på Privathospital Mølholm i Vejle, og fredag d. 18. december fik jeg den lavet, og samme dags eftermiddag vendte speciallæge i neurologi Marianne Kirkegaard tilbage med resultatet af undersøgelsen.
Alt var tilsyneladende ok, og der var ingen tegn på cancer, blodpropper, hjerneblødninger m.v. Det var naturligvis skønt at få sikkerhed for, at det ikke var noget alvorligt, – og lægen foreslog, at jeg bestilte tid hos en fysioterapeut eller en akupunktør, for at se om de kunne få den til at gå væk. Personligt fik jeg mere og mere lyst til at kontakte en neurolog.