Halskræft – og hvad så?

Blot een uge efter mit 2. besøg hos Sune Theilgaard havde jeg min første konsultation på AUH´s
Øre-næse-hals afdeling. Tirsdag d. 29 juni troppede min kone Bente og jeg op på afdelingen, og
her blev jeg grundigt undersøgt af en venlig læge og en sygeplejerske.

Herefter fulgte flere undersøgelser og operationer, som perler på en snor:

Endnu en undersøgelse, – og denne gang nævner lægen for første gang, at de tror, at det
er kræft. Men han mente dog med ca. 90% sikkerhed, at hvis det var kræft, så ville det
være den HPV-relaterede form. Den antagelse byggede han på, at jeg var ikke-ryger, og
heller ikke havde et overforbrug af alkohol. I slutningen af undersøgelsen forsøger lægen sig
med en simpel stikprøve af knuden på min hals, idet han håber, at denne metode vil være nok
til at kunne udtage cellemateriale nok til at afgøre, om det er kræft, jeg har.

Under denne konsultation fortalte lægen os, at der desværre ikke var materiale nok i den prøve han udtog ugen før til at afgøre, om det var kræft. Derfor var det nødvendigt med en mindre operation, hvor de ville udtage en celleprøve, – en såkaldt biopsi, – via min mundhule – eller evt. ved at lægge et snit i min hals.

Endnu en tur til AUH – denne gang for at tale med en narkoselæge. Det var imidlertid ikke noget problem, da det er 30 år siden, at jeg sidst var i narkose i forbindelse med en korsbåndsoperation. I dag foregår narkose på en helt anden og mere præcis måde, og da jeg iøvrigt ikke er allergisk over for noget, konkluderer han, at de roligt kan lægge mig i narkose.

Dagen for min operation. Jeg var naturligvis nervøs, – men da jeg endelig lå på operationsbordet forsvandt den hurtigt. Den mandlige kirurg som skulle foretage operationen besluttede hurtigt, at han ville gå ind gennem mundhulen. Dels fordi det var nemmere for ham, og dels for at skåne min hals. Umiddelbart et godt tegn.

Dagen efter 1. biopsioperation – hjemme igen.

En uge efter kom der svar.

Koloskopiundersøgelsen i Horsens foregik ambulant i hospitalets dagkirurgiske afdeling. De fandt
og fjernede en polyp, som heldigvis viste sig at være godartet. Det var en god besked, og selvom
jeg måtte døje med hård mave i 3 – 4 dage efter indgrebet, var det heldigvis hurtigt overstået.

Retur til AUH for endnu en biopsioperation, – og denne gang via et snit i halsen, så de var helt sikre på, at prøven kunne udtages.

Nu var jeg endelig klar til mit første egentlige møde med AUH´s kræftafdeling. Sammen med min
kone Bente fik jeg en klar og tydelig besked på, hvad der nu ventede mig. Behandlingen ville bestå
34 gange stråler og 5 – 6 gange kemoterapi. Og den skulle igang med det samme.

Mængden af informationer var overvældende. Jeg skulle dels tage stilling til, om jeg ville være med i
diverse forskningsprojekter, – d.v.s. indtage forskellige ekstra piller, – dels tage stilling til forskellige
behandlingsmetoder. Valget stod imellem røntgenstråler og protonbehandling på Dansk center for
Partikelterapi. Et svært valg når man er voldsomt følelsesmæssigt berørt og ikke aner, hvad der venter.

I slutningen af samtalen fik jeg dog et større chok. “Du skal lige forbi tandlægen” sagde kræftlægen, for vi skal tjekke, om dine tænder kan holde til behandlingen, – eller de skal trækkes ud. Den besked havde jeg svært ved at kapere. Heldigvis kunne tandlægen konstatere, at mit tandsæt var i orden, – så jeg kunne ånde lettet op. Så var vi klar til at tage hjem,- men nej – ikke endnu.

Nu skulle jeg forbi røntgenstråleafdelingen og have lavet den maske, som jeg skulle have på alle de 34 gange jeg skulle have røntgenstråler. 2 venlige mandlige medarbejdere bad mig lægge mig på en briks, hvorefter de lagde en stor våd og varm plasticmasse over mit ansigt, – som så skulle blive liggende i 10 minutter.

Hvis ikke jeg kunne have holdt min rolige kone Bente i hånden i den tid, ville jeg nok have tabt besindelsen.

Herefter kunne vi endelig tage hjem…

Den dag fulgte så de MR- , CT- og PET-scanninger, som skulle vise helt præcist, hvor min kræftknude sad. MR-scanneren larmer, det ved alle, som har prøvet den. En PET-scanner larmer knap så meget, – tilgengæld skal man spændes fast på hoved og krop, førend man sendes ind i scanneren. Det er selvsagt Ikke særligt behageligt, – men det er afgørende vigtigt, at man er fuldstændigt fikseret, hvis den efterfølgende strålebehandling skal blive en succes.

Jeg var så småt begyndt at vænne mig til tanken om de mange strålebehandlinger og kemoterapien. Men jeg kunne også forstå, at der kan være mange bivirkninger, – store som små, forbundet med den behandling. Derfor måtte jeg afsted igen for at få checket mine nyrer og min hørelse.

På AUH igen for at få undersøgt mine nyrer v.h.a. kontraststof. Resultat – ok. Mine nyrer er fine. 👍

Til en meget grundig høreprøve på AUH´s Audiologisk Afdeling. Den viste ikke noget, som jeg ikke allerede vidste Jeg hører fint de dybe tone, ok i mellemtonerne, – men knap så godt i de høje toner. Udfordringen med kemobehandlingen er at flere patienter, – ca. hver 10-ende oplever at få tinnitus efter kemoterapi. Så det kunne naturligvis også være en bivirkning, jeg skulle være forberedt på.